Occitanien

Tidligere den romerske region Gallia Narbonensis,

Omkring år 1000 - og ca. 3 århundreder frem, da vore forfædre drog rundt i verden som vikinger, var den del af Frankrig, som ligger syd for det store, centrale bjergmassiv, kendt som
Occitanien.

Området strakte sig fra Atlanterhavet til Middelhavet og omfattede det, man i dag kalder Midi og Provence.

Der var ingen klare grænser - Dét, der bandt folk sammen var sproget, Langue d’Oc, der gav navn til området. (Oc= ”ja ”, på occitansk!)

Langue d’Oc taltes også i det kristne Jerusalem og i de områder, som korsridderne okkuperede i 1099, ligesom det var almindeligt i visse dele af Nordspanien og Norditalien. Det er nært beslægtet med provencalsk og catalansk!

 

-         I dag er der faktisk en tosproget occitansk/fransk skole i La Cite i Carcassonne.

 

I dette dejlig, solrige og frugtbare område, der i mange år efter romerrigets undergang fik lov til at passe sig selv, orienterede man sig mere mod øst og syd end nord - og skabte både velstand og et rigt kulturliv (Det er fx her, man møder de første trubadurer).

I middelalderen var Occitanien et levende, tolerant og kulturelt fremstående ”land”.

Nordfrankrig var domineret af kongemagten og selv om Occitanien formelt hørte under den franske krone, fungerede det mest som en samling af selvstændige delstater, regeret af fyrster og herremænd.

Nok bekrigede man hinanden og fandt prestige i at have større landområder end de andre, men magt var ikke hovedformålet med livet i området. Man følte sig fjernt fra, hvad der skete i Paris, og den franske kongemagt havde ikke reel magt over dette område.

Livsnydelse, tolerance og kultur stod i centrum i Occitanien.

Det allervigtigste var nok, at man levede sammen uden stærk adskillelse mellem de tre samfundslag: krigerne, præsterne og landarbejderne, som andre steder på den tid.

Alle levede i ”castrum”, den occitanske by, der lå – og ligger – på en bakketop med kirken eller det gamle slots tårn som midt-punkt. Livet her var altså noget anderledes, end i det øvrige Frankrig.

Man kan vel sige at området var et afviger-område både religiøst og socialt. De fleste mennesker var katolikker og dermed tole-rante over for andre religioner, så kristne, jøder og muhamedanere levede side om side i fredelig sameksistens.

KATARERNE.

Midt i dette velfungerende samfund trivedes katharerne i bedste velgående.

De stammer fra Lilleasien Balkan. I Bulgarien var der i det 9. årh. nogle efterkommere af en gnostisk skole. Gnosticismen er en fælles betegnelse for de mange forskellige religiøse bevægelser, der opstod i tiden efter Jesus korsfæstelse. De mente, at modsætningen mellem ånd og materie, mellem den himmelske - og der jordiske verden, var det væsentlige. det handlede om at nå frem til en højere erkendelde - gnosis! De forskellige sekter lå for det meste i strid med hinanden.
I begyndelsen kaldte katarerne sig bogumilere efter deres stifter. Deres opfattelse af kristendommen bredte sig ind over Jugoslavien og omkring år 1000 hurtigt videre til store dele af Vesteuropa.
Der var således katharer i  Italien, Spanien, Tyskland, Schweiz, Flandern, England - og altså Frankrig.
I visse områder bl.a. i Lauragais, blev katharernes kirke mere besøgt end den katolske. Store adelige familier støttede den. I Albi havde den et hovedsæde  – måske på grund af stedets særegne karakter?  Og katharerne kaldtes derfor også af nogle for albigensere.

Det var også her i den franske del af Occitanien, at modsætningerne kulminerede i krig.

Andre steder i Europa hærgede korstogene, og jøder og muhamedanere blev forfulgt af korsridderne; men her i Sydfrankrig havde der været særdeles fredsommeligt på trods af de store grundlæggende trosforskelle –

Indtil begyndelsen af 1200-tallet!

Da satte korstogene ind også over for katarerne.


Katarernes tro

Katarernes tro afveg væsentligt fra den katolske kirkes tro.

De tog afstand fra læren om Jesus, som vi kender den. De troede på Jesus, men ikke som Guds søn. Nærmere som et almindeligt menneske, der var beriget med Kristus-ånden, mens han levede.

De var kættere set fra den katolske kirkes synspunkt.

Man kan vel sige, at de fra et mere verdsligt synspunkt var politikere, der turde stå ved deres holdninger.

Religiøst var de kristne, der betragtede den materielle verden, som skabt af djævelen og altså noget, der skulle forsages for at opnå den totale renhed og nærhed til Gud.

Desuden var de mod magtmisbrug og korruption i den katolske kirke, ligesom de tog afstand fra al vold.

De var stærke i troen – så stærke, at de hellere ville dø end opgive den, fordi de troede på et bedre liv efter døden. Kroppen var blot et hylster – sjælens kappe – som var uden betydning for det næste liv.

 

Praktisk og åndelig støtte

Mange katarer kom fra de øverste samfundslag. Der var adskillige adelige blandt dem, men de havde ingen personlige besid-delser, da de gav afkald på at eje noget.

De delte deres besiddelser med de fattige, så alle var lige.

Katharfolkene var veluddannede med stor praktisk viden om både samfund, filosofi, statskundskab, handel og landbrug.

Præsterne - de havde også kvindelige præster, ”bonnes femmes ” modsat ”bonnes hommes” , rejste rundt og besøgte almindelige mennesker – altid en kvinde og en mand sammen. De hjalp syge og døende og fungerede som praktisk og åndelig støtte. De vævede klæder og underviste i ernæring og børneopdragelse. Og underviste andre mennesker i at følge den rette tro – og leve det rene liv!

  "Katar" kommer af det græske ord "chataros", der betyder "de rene"

Katharerne blev – udover at kirken opfattede dem som en trussel  - som kættere - samtidig en forhindring for den franske konge i forsøget på at samle Frankrig.

De blev et symbol på regionalisme og modstand mod centralmagten i Paris.

 

Kathalismen bredte sig!

-         hos de fattige i protest mod kirkens tiende

– og hos aristokratiet i protest mod kongens forsøg på at knække grevskaberne og indlemme dem i kongeriget Frankrig.

 

Det blev til fire kathariske bispedømmer:

 

Carcassonne, Albi, Toulouse og Agen

 

Uanset om greverne bekendte sig til Katharismen eller ej herskede der frisind i det daværende Languedoc, som kongemagten og den katolske kirke ikke kunne acceptere.

Da bevægelsen greb om sig, måtte paven reagere for at forsvare de privilegier, som kirken havde tilkæmpet sig.

Pave Innocens III besluttede derfor at opfordre magthaverne, konger og fyrster, til at rejse et korstog, der skulle bekæmpe Katharerne.

Altså et korstog, der skulle fungere inden for det katolske område i stedet for som vanligt at gå mod Jerusalem.

 

 

 

Således opstod »Albigenserkorstoget«.

 

Omkring 30.000 mand blev samlet i året 1209.

I de følgende år blev en række byer og borge, der havde knyttet sig til Katarerne, overvundet og nedkæmpet. Tusindvis blev brændt, lemlæstet eller myrdet på anden vis. Alene i byen Beziers blev hen ved 20.000 mennesker, hele byens befolkning, myrdet.

 

Korstoget varede i 20 år. Og var grusomt og blodigt. Først i 1229 blev der aftalt en fred, der kunne afslutte det.

Det franske kongerige nåede nu til Pyrenæerne. Paven og katolicismen vandt, selv om de sidste katarer først blev nedkæmpet 26 år senere, i 1255

 

(Den allersidste i 1321: Guillaume Belibaste, den sidste Gode Mand , der blev brændt ved Villerouge Termenes .

Da mange af de lokale fyrster var venligt indstillet overfor katharerne, kunne de ofte redde livet ved at søge ind på en af de mange borge, der var i området. Borgene faldt imidlertid, én efter én. Og udgør i dag en række fantastiske borgruiner i det, man også i dag kalder »Katharlandet«.

 

Blandt de bedst bevarede borgruiner:

 

·    Peyrepertuse

 

·    Montségur

 

·    Puilaurens

  ·    Puivert

 

·    Quéribus              

 

   ·    og selvfølgelig Carcassonne, der i sig selv er en hel,  
     befæstet by.

 


 

»Den Hellige Gral« skulle have tilhørt Katharerne, der ifølge myterne bragte det ned fra borgen Montségur sammen med de øvrige skatte i året 1244.

(Der er stadig folk, der graver efter Katharernes skat!)

 

Kilder:

Flemming Holm-Lassen:         ”Kathar-land. Rejse i Sydfrankrig

Jacques Berg:                     ”Landet Occitanien”

                                            Turen går til Sydfrankrig

Hanne Damtoft Johansen:     Sydfrankrig indefra ( Katharer, karneval og kultur)

 

http://midi-france.info/catharcastles/120719_montsegur.htm

 

http://france-for-visitors.com/photo-gallery/languedoc/castle-queribus.html

 

http://www.midicanal.fr/catharegb.html

 

http://lescathares.free.fr/chateau/chateaux.html

 

 

 

 

Denne lille pennetegning findes i marginen på et eksemplar af Pave Innocent IV’s bulle om forfølgelse af kættere på Alphonse de Potiers landområder!