1. advents søndag

Traditionen tro bages her i huset klejner til første søndag i advent, hvor hele fa-milien kommer til adventshygge.
Traditionen skyldes Edith og går helt tilbage til julen 1972. Da havde vi Edith, en dejlig "ung pige" i huset.
Hun passede Trine og året efter - flere år frem - også huset. Med alt hvad dertil hører for en rigtig gårdmandskone. For det var hun. Og så var hun fra Sønderjylland og inviterede os hvert år ned på gården for efter jul at plyndre juletræet og spise disse dejlige klejner. Hun bagte dem MEGET store. Mine er blevet mindre og mindre i takt med at familien er blevet større og større - m.m.
 
Opskrift:
                  625 g mel, 4 æg, 250 g smør, 250 g melis (jeg bruger lidt mindre!), 4 spsk. romessens, 4 spsk. fløde og 1½ tsk. hjortetaksalt.

Bland de tørre dele. Hak smøret i, tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen hurtigt sammen.
Udrul til en firkantet plade. Jeg plejer at dele dejen i to. Det gør det lettere at arbejde med. Klejnerne skæres - og vrides.
Lad dem stå tildækket et par timer i køleskab - gerne til næste dag - inden de bages. De er rigtig gode at have i fryseren, så man kan tage dem op og hver gang nyde en friskbagt klejne.

                                        

Julekage m. mandariner og valnødder

 

225 g margarine

3 dl sukker

3 æg

200 g grofthakkede valnødder

4 dl mel

2 tsk vaniljesukker

2 tsk bagepulver

saft og revet skal af en økologisk appelsin

1 dåse syltede mandarinskiver

smør og rasp til formen

 

Rør margarine og sukker godt sammen, tilsæt æggene ét ad gangen og rør grundigt efter hvert æg. Bland de hakkede valnødder med mel, vaniljesukker og bagepulver og rør dette i æggeblandingen sammen med appelsinskal og –saft. Rør grundigt til der er opnået en ensartet dej, og vend så de afdryppede mandarinskiver i. (Jeg skærer dem i stykker!)

 

Smør en springform (d = ca. 24 cm ) og drys den med rasp. Hæld dejen i formen og sæt denne i en 1750 varm ovn i ca. 50 min.

Kontroller med en tandstikker, om kagen er gennembagt. Lad herefter kagen køle lidt af.

 

Drys den kolde kage med florsukker.

Til jul ser det flot ud, med pynt i glasuren:

Udklippede julebukke, hjerter eller andet lægges på kagen inden den strøs med florsukkeret.

 

          

 

 

 

 

Julehorn med nougat - 18 stk!

Ingredienser

2½ dl mælk, 75 g smør, 25 g gær, ½ tsk salt, 1 tsk sukker,
ca. 500 g hvedemel
æg til pensling.....glasur eller chokolade som pynt.

Fyld
125 g ren rå marcipan
50 g smør
50 g sukker
100 g blød nougat

Varm mælken i en gryde, tilsæt smør, og rør, til det er smeltet. Rør gæren ud i den lune mælk, og tilsæt salt og sukker. Rør hvedemelet i lidt ad gangen, og ælt dejen godt igennem. Sæt den til hævning 30 min., et lunt sted. Derefter del dejen i tre kugler, rul hver kugle ud til en "pizza", og del den i 6 stykker. Rør marcipan sammen med smør og sukker, og læg en god teskefuld af massen på hver trekant sammen med en skive nougat. Rul dem sammen fra den brede ende, og form dem til horn. Pensl hornene med æg, og sæt dem til hævning i 30 min. Bag dem i 15 min. ved 200 grader. Pynt evt. de færdige horn med lidt glasur eller smeltet chokolade.

                              __________________


Kokoskranse

Ingredienser

1/4 kg mel, 1/4 kg kokosmel, 1/4 kg sukker, 1/4 kg smør, 1 æg

Alle ingredienser blandes og æltes sammen. Dejen køres gennem kødmaskinen med vanillekranse-sættet på og formes til kranse.
Bages gyldne ved god varme (200 grader) - ca. 10 min.

Vil man glasere kagerne som på billedet, laves de lidt større,  pyntes med florsukkeglasur tilsat et par dråber grøn frugtfarve, der igen pyntes (inden den stivner!) med røde cocktailbær.
 

     

Nissehoveder

Ingredienser
300 g mel, 200 g smør, 100 g sukker, 1 æg.
Pynt
smuttede, snittede mandler, stykker af rosiner eller korender. Flomelis glasur m. rød frugtfarve eller lidt smeltet chokolade.

Smør og mel smuldres, hvorpå dejgen æltes med sukker og æg. Formes til en pølse, der gøres trekantet (gerne temmelig spids!) og sættes i køleskab et par timer. Skæres i tynde skiver, der lægges på en smurt plade og pyntes med mund og øjne.
bages 5 -  8 min.ved god varme (mindst 200 grader).
Glaseres i toppen med flormelisglasur - helst inden, de er kolde, så bliver glasuren hård!
Eller de pensles med chokolade, der skal stivne helt, inden de lægges i dåse.